Fifi Dong in concert
Alle gode gange er mindst to. Sidste år mellem jul og nytår gav byens bedste partyband og Danmarks bedste Gasolin-fortolkere et brag af en koncert for en fyldt sal hos Bluesnight Randers. Og gentagelsen kommer fredag 29. december kl. 20 på Underværket. Fifi Dong i koncertversion.
Ja, det er byens bedste partyband, og de fire musikere forstod at hæve niveauet, da publikum pludselig ikke var dansende og fadølsskrålende mennesker, men derimod et forventningsfuldt lyttende og medlevende publikum, der sang med på alle sangene og ikke holdt sig tilbage med opfordringer. Det blev en rigtig god oplevelse og måske musikalsk set den bedste og mest medrivende optræden for Fifi Dong.
Peter Vildmand, Tommy Lui, Henrik Thorsen og Daniel Nylander Andersen er klar igen til at nå nye højder, så julesneen kan drysse smukt og nytårsklokkerne bimle i takt til musikken. Forsalget ER i gang. Billetter i forsalg koster kr. 180. Ved døren koster resterende billetter (sidste år var der ingen tilovers) 230 kr. Medlemmer af Bluesnight Randers opnår den traditionelle medlemsrabat, og hvis du ikke allerede har fornyet dit medlemskort for 2024, så kan det ske på steder.
Hans Revsbæk og Henning Thomas Nielsen tager imod ved døren, og du er hjertens velkommen.