Der venter dansksproget indierock fra øverste hylde, når aarhusianske Rigmor giver koncert på Underværket som del af den koncertrække, som Turbinen & Underværket præsenterer sammen.
Rigmor er et dansksproget indierockband, der består af Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke. Måske har du set Rigmor på forsiden af marts måneds GAFFA-blad? Måske så du med, da Cyklus fortolkede Rigmors hitsingle ’Alt det du gør’ i X-factor? Eller måske har du hørt deres optræden i DR Koncerthuset på P6?
Den aarhusianske kvartet udgav i 2024 deres andet studiealbum, ’Vælter vi mørket’, som har medført flotte anmeldelser og omtaler. Live har Rigmor også markeret sig som et af Danmarks stærkeste nye skud på musikstammen. I 2022 optrådte bandet på SPOT Festival, Roskilde Festival, i DR’s koncertsal og på utallige danske spillesteder under efterårstouren ’Glade blinde børn’. Bandets live performance kendetegnes især ved deres dynamik, autenticitet og energiudladninger, hvilket skinner igennem på live EP’en ’Live fra Roskilde Festival 2022’.
Også i udlandet har Rigmor gjort sig bemærket ved udgivelsen af deres live session på den amerikanske radiokanal KEXP. Live-sessionen, som blev udgivet på KEXP’s YouTube-kanal, har over 100.000 afspilninger. Bandet har siden optrådt med stor succes i Sverige og Grønland og sendt deres dansksprogede musik til hele verden.
Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, siger om den kommende koncert på Underværket:
”Hver eneste gang jeg har talt med gymnasieelever eller andre studerende på ungdomsuddannelserne her i byen, er der ét navn, der er gået igen: Rigmor. Bandet har i løbet af en relativt kort karriere allerede skabt mere end en håndfuld nyklassikere, og deres dragende univers er forbandet svært at stå for. Jeg glæder mig – både til koncerten, og over at Rigmor endelig kan spille deres første offentlige koncert her i Randers. Det er nok en god idé at købe billet til denne her i god tid.”
Anmelderne siger om albummet ’Vælter vi mørket’
“Bandet er mindst lige så stærkt live, som det er på plade” – Jyllands-Posten
“Det er intelligent musik, hvor der er tænkt over hver detalje og krølle” – GAFFA
“Rigmor har formået at skabe en dynamisk og sentimental lydoplevelse med deres seneste album” – Bands of Tomorrow
Pris: 130 kr.