Som slagter i Randers udlever Mehmet Er en helt enkel forretningsfilosofi: Kunderne skal være glade. Han spørger ind til sine kunder og finder ud af, hvad de er på udkig efter. ”Jeg prøver at skaffe det bedste kvalitetskød og lige præcis de udskæringer, de vil have,” siger Mehmet Er, slagter i Underværket, Randers.
Når Mehmet tidligt om morgenen tager ud til forskellige danske slagterier for at udvælge frisk kød, går han efter sine sanser og fornemmelse for kød. Han ser på kødets farve og struktur, mærker efter konsistensen og tjekker duften. En rutine han har oparbejdet fra barnsben i en slægt af slagtere. Som lille dreng kom Mehmet Er ofte i sin farfars slagterforretning og han har stået i mesterlære hos sin egen far, i hans forretning i Sivas.
Slagteren i Underværket er i al beskedenhed kendt for verdens bedste lammekøller, og han har altid et godt tilbud på 4 kg hakket oksekød.