Date

mar 26 2022
Expired!

Time

10:00 - 13:00

Krigen i Ukraine i børnehøjde

Lørdag 26. marts kl. 10-13 kan du tegne/skrive om, hvad du grubler over, når du ser og hører om krigen i Ukraine. 
Formålet er, at børn i alle aldre kan få lov at sætte billeder på alt det, de går og tumler med –og én flere meter lang tegning udstilles ugen efter i gadebilledet.
Der er utrolig stor og vigtig fokus på indsamling af penge til Ukraine, som også børn er en del af, bl.a. kunne Børneavisen fortælle om ’Perler for Ukraine’ en indsamling til Røde Kors, initieret af en 9-årig pige.

Men den 26. marts vil vi vende blikket mod børnene, der måske selv har oplevet krig eller hver dag oplever voksnes reaktioner på krigen, hører løsrevne sætninger om atomkrig og ser billeder af ulykkelige mennesker. Oplevelser, der sætter sig i kroppen og i hovedet og måske vokser til dimensioner, der kan være svære at håndtere.

Den 26. marts 2022 skaber Underværket en hyggelig og rar ramme i tre timer, hvor børn sammen med deres voksne kan snakke, tegne og skrive, om de tanker og forestillinger, der dukker op i dagligdagen.
På dagen opstilles ét langt bord i den overdækkede gade i Underværket, herpå ligger bunker af A3-papir + blyanter/farver.
Børn og forældre inviteres ind, og børnene guides af folk fra bl.a. Red Barnet, Humana, Randers Ungdomsskole og Positive Center til at tegne/skrive om deres tanker i timerne fra kl. 10 til kl. 13, hvor der også er kage og saftevand til deltagerne. Tegning/tekster samles og scannes til en flere meter lang tegning, som udstilles i city i ugen efter.

På dagen udvælges tekster og tegninger til en e-bog, som kan købes for et valgfrit beløb/donation til Red Barnet.
Arrangeret af Underværket i samarbejde med Red Barnet og støttet af Humana, PositiveCenter, Kaosambassaden, Randers Ungdomsskole, Selvhjælp Randers, Vorup FB, Randers Cityforening, Føtex i Dytmærsken/Randers, Sara Fog, Magical Art.